Nyt partnerskab

Vi er meget glade for at kunne annoncere, at vi har indgået et partnerskab med den lokale Danske Bank filial på Gammel Kongevej. I første omgang vil dette partnerskab møntes ud i et arrangement i starten af juni, hvor der f.eks. vil blive sat fokus på vores bæredygtige privatøkonomi - eller mangel på samme. Mere om dette, når vi nærmer os.
Tonny Lauritsen, Souschef i Danske Bank Frederiksberg udtaler følgende om vores partnerskab:

"Der er jo en helt naturlig forventning om, at vores politikere sætter en retning mod et mere bæredygtigt samfund, og at erhvervslivet, heriblandt også os som bank, udvikler og præsenterer løsninger, der understøtter ønsket om at kunne leve mere bæredygtigt.

At det ønske også bliver hjulpet på vej af et fælles inspirationssted i vores bydel, hvor dygtige, og engagerede frivillige har skabt en ramme om et grønt frirum og taget initiativ til at stifte et lokalt fællesskab, som alle borgere kan blive en del af, og som kan inspirere os alle til at udvise en endnu mere bæredygtig adfærd i det daglige - det synes vi er utrolig sympatisk, og det vil vi gerne gøre vores til at hjælpe endnu bedre på vej.

Det vil vi gøre på flere måder, og vi har bl.a. aftalt med Forsamlingshusets ledelse, at vi i.f.m. udvalgte aktiviteter og arrangementer vil bidrage med vores indsigter – f.eks. i forhold til Bæredygtig Privatøkonomi, Bæredygtigt Iværksætteri og Grønne Investeringer. Det glæder vi os til. Men i første omgang vil vi gøre vores til at hjælpe med at udbrede det lokale kendskab til Det Bæredygtige Forsamlingshus på Frederiksberg.

Det er, set med vores øjne, en super interessant forening, som vi glæder os over nu at være blevet medlem af."


- Tonny Lauritsen, Danske Bank

Forrige
Forrige

Åbning af Repair café på Frederiksberg